ThunderPhone v3 er live.Selvbetjening fra 2 cent pr. minut.Læs mere om lanceringen

Using the dashboard

Stilguide til prompts

Sådan skriver og redigerer du en ThunderPhone-stemmeagents prompt: retningslinjerne, som promptgennemgangen kontrollerer, med de id

Denne vejledning er til alle, der skriver eller redigerer en prompt til en stemmeagent: en person i builderen, Copilot eller en kodningsagent, der arbejder via API'et. Promptgennemgangsværktøjet bruger den som vurderingsgrundlag og henviser til dets retningslinje-id'er (P1, W2 osv.).

En opkalder hører agenten én gang i taletempo og kan ikke rulle tilbage. Agenten læser prompten ved hver tur og kopierer formuleringerne tæt. Begge forhold former alt nedenfor.

Opbygning

P1. Skriv det, som en person ville instruere en ny receptionist. En kort indledning fortæller, hvem agenten er, og hvem den arbejder for. Opkaldet følger derefter den rækkefølge, det foregår i: hvordan det begynder, hvad der skal afdækkes, hvad der skal bekræftes, og hvordan det slutter. Hver regel står i den del af opkaldet, hvor den gælder. En læser bør kunne spørge om hvert afsnit: "kunne en person, der driver denne virksomhed, have skrevet dette?" Det, der skal afdækkes, omfatter det, virksomheden har brug for for at kunne handle på forespørgslen, ikke kun hvem der ringer, og hvordan de kan kontaktes.

P2. Enkle overskrifter, tekst nedenunder. Overskrifter som "Hvem du er", "Opkaldet", "Fakta" og "Viderestilling" hjælper. Maskinagtig struktur gør ikke: nummererede regelmanualer, camelCase- eller kodelignende overskrifter, lange lister med tankestregs-punkter, en værktøjsreference først og krydshenvisninger som "se afsnit 4 nedenfor". Lister er fine til data, som agenten slår op i (åbningstider, priser, en adresse).

P3. Talemåde én gang, kort. Hvordan agenten taler gennem hele opkaldet (korte replikker i første person, varme, enkle ord; se S2) hører til i ét kort afsnit nær toppen. Alt, der er specifikt for ét trin, hører til i det trin.

P4. Fakta adskilt fra adfærd. Åbningstider, priser, placeringer, politikker og andre fakta hører til i en faktadel af prompten eller i en vidensbase, ikke spredt gennem opkaldsforløbet. Lange kataloger og ofte stillede spørgsmål hører til i en vidensbase. Agenten må kun sige fakta, den har fået.

Indhold

C1. Principper og fakta, ikke manuskripter. Beskriv, hvad agenten forsøger at opnå, og hvad den skal vide. Udelad grene som "hvis opkalderen siger X, så sig Y", manuskriptsvar på forventede spørgsmål og faste replikker. Den konfigurerede åbningshilsen er det eneste manuskriptelement.

C2. En rettelse angiver det generelle princip. Når en promptændring reagerer på en observeret fejl, tilføjer ændringen et generelt princip eller en manglende oplysning, ikke en lappeløsning til det ene tilfælde. Det fejlede opkalds detaljer (dets navne, tal og præcise ord) skal ikke med i prompten.

C3. Foretræk at fjerne frem for at tilføje. Når en fejl kan spores til en eksisterende regel, der er for specifik, for bred eller dårligt placeret, skal du ændre eller fjerne reglen i stedet for at tilføje en modregel ved siden af den.

C4. Indstillinger afgør nogle ting, ikke prompten. Dette er agentindstillinger, og prompttekst om dem bliver ignoreret eller er i konflikt med dem: hvad der siges, mens et værktøj kører (linje ved værktøjsstart, udfyldende sætninger), opfølgninger ved stilhed og den sidste handling efter stilhed, tempoet for gentagelser, stilen for sprogskift, optagelsesmeddelelsen, og om agenten eller opkalderen taler først. Ret i stedet prompten mod resultatet ("bekræft e-mailadressen, før du gemmer den"), og angiv indstillingen. Selve åbningshilsenen skrives i prompten.

C5. Eksempler er sætninger, agenten vil sige. Agenten kopierer formuleringen i eksempler næsten ord for ord, så hvert eksempel skal være en komplet, naturlig mundtlig sætning, og nogle få varierede eksempler er bedre end ét. Introducer dem som eksempler ("Du kan for eksempel sige ..."), ikke som den påkrævede replik. Afkortede etiketter som "Stadig korrekt?" lyder korte, når de bliver sagt højt.

C6. Ingen eksempler fra vores egne kunders opkald. Eksempler beskriver typen af situation generelt eller bruger en opdigtet virksomhed.

C7. Prompten er til opkaldere, ikke om opsætningen. Opkaldere hører alt, hvad prompten siger, når den er live, så den udelader noter om opsætning, test eller compliance-status ("denne version er til test", "TEST" i navnet på en booking, "indtil aftalerne er underskrevet"). Den udelader også ansvarsfraskrivelser, forbehold om ansvar og afsluttende opsummeringer, som virksomheden ikke har bedt om, såsom hvad accept af en plan ikke fastslår, eller en oversigt over, hvad der stadig ikke er bekræftet. Agenten besvarer det, opkalderen har spurgt om, og stopper; virksomheden tilføjer et forbehold, når den ønsker det. En manglende oplysning eller en systembegrænsning skrives som det, agenten gør ("for priser, tilbyd at kontoret ringer tilbage"), ikke som en note om, at den ikke blev oplyst, eller om hvordan anmodninger registreres, og der må ikke være rester fra udarbejdelsen, såsom et tilfældigt navn eller en overskrift.

Formulering

W1. Sig klart, hvad der skal gøres, én gang. Angiv den ønskede adfærd som en instruktion med almindelige ord: "Gentag ordrenummeret ciffer for ciffer, så den, der ringer, kan rette det." Sig det én gang, der hvor det gælder.

W2. Ingen fremhævelse. Ingen etiketter som VIGTIGT, BEMÆRK eller KRITISK, ingen ord med versaler for at understrege, ingen udråbstegn, ingen par som "Dårligt:" og "Godt:", ingen afsnit om, hvad der ikke skal gøres. Ord som "aldrig", "altid" og "skal", der bruges for at understrege, hører også til her. Fremhævelse trækker modellens opmærksomhed mod én regel og gør den dårligere til resten af opkaldet. Når agenten ignorerer en instruktion, skal du gøre instruktionen tydeligere, mere specifik eller bedre placeret, ikke kraftigere.

W3. Ret den struktur, der skaber en adfærd. Før du tilføjer en regel imod noget, agenten gør, skal du finde den formulering eller struktur, der leder den derhen: en skabelon, modellen udfylder bogstaveligt, et udtryk med to betydninger, en hvis-ellers-gren, som en hurtig model læser løst. Ret den.

W4. Specifikt er bedre end generelt. "Tilbyd de to tidligste ledige tidspunkter, og spørg derefter, hvilket der passer" er bedre end "hjælp med planlægning". Vage instruktioner giver vag adfærd.

W5. Slå det op, før du spørger om det. Når den, der ringer, nævner noget, som et skrivebeskyttet opslagsværktøj kan kontrollere (et produkt, en ordre, en eksisterende booking), tjekker agenten med de ord, den der ringer, brugte, og stiller kun et opfølgende spørgsmål, hvis resultatet kræver det. "Tjek lagerstatus for det produkt, den der ringer, nævner, og fortæl, hvad du finder" er bedre end "afklar mærke, størrelse og variant, og tjek derefter lagerstatus": en agent, der først får besked på at afklare, bliver ved med at spørge, og opslaget udføres aldrig. Dette gælder kun opslag. Før et værktøj, der booker, ændrer, annullerer eller gemmer noget, bekræfter agenten stadig detaljerne med den, der ringer.

Tale

S1. Ét spørgsmål pr. tur, og spørgsmålet afslutter turen. Alt, der siges efter et spørgsmål, taler hen over opkalderens svar. Placér enhver forklaring før spørgsmålet.

S2. Korte replikker i hele talte sætninger. En eller to korte sætninger, medmindre opkalderen beder om detaljer. Talte valgmuligheder begrænses til nogle få. Kort betyder få ord, ikke afkortede ord: agenten taler, som en god receptionist gør i telefonen, i hele sætninger i første person, såsom "Jeg booker det for dig nu" eller "Jeg har noteret dig til mandag klokken ti." Notatlignende fragmenter ("Booker det for dig.", "Færdig.", "Noteret.") lyder afvisende, når de bliver sagt højt, og e-mailformuleringer ("Bemærk venligst, at ...", "Vær venlig ...", "Jeg håber, det hjælper") lyder som noget, der bliver læst op, snarere end sagt. Promptens afsnit om måde at tale på beder tydeligt om dette, for eksempel: "Hold hver replik på en eller to sætninger, og tal i første person, som en receptionist ville gøre i telefonen."

S3. Skriv til øret. Undgå Markdown, symboler og notation, som stemmen læser mærkeligt, i det agenten siger (skråstreger, og-tegn, "@", ".com", tusindtalsseparatorer, telefonnumre uden mellemrum). Fakta og værdier, som agenten sender til et værktøj, såsom en e-mailadresse eller et kontonummer, skal stå i deres nøjagtige skriftlige form; når en også skal siges højt, skal du tilføje, hvordan den siges, ved siden af den i stedet for at omskrive den. Angiv, hvordan usædvanlige navne eller akronymer siges, og lyt til nye udtryk med agentens stemme, før du beholder dem.

S4. Bekræft det, hvor det ville være dyrt at tage fejl. Tal, e-mailadresser, adresser og koder gentages i den form, de blev oplyst, én gang, i svaret lige efter opkalderen giver dem og før det næste spørgsmål, én værdi pr. gentagelse. Som standard opfattes et navn, som det bliver sagt, uden gentagelse, og agenten spørger kun om stavningen, når navnet er usædvanligt eller uklart, og spørger kun én gang. Når virksomheden har brug for navnet helt præcist, for eksempel for at matche sine registre eller for en booking under det navn, angiver prompten det, og agenten staver navnet tilbage. En gentagelse er opkalderens mulighed for at rette en værdi, ikke en betingelse: en opkalder, der svarer med den næste oplysning eller fortsætter uden at rette den, har accepteret den, og der spørges ikke om en accepteret værdi igen. Et telefonnummer, som virksomheden vil ringe eller sende sms til, er undtagelsen: gentagelsen afslutter replikken og afventer opkalderens svar. En prompt, der beder om oplæsning ciffer for ciffer, nævner kun de værdier, der læses sådan (et telefonnummer, en kode); et husnummer, en pris, et tidspunkt eller en dato siges på den måde, folk normalt siger det. Prompten angiver, hvad der skal bekræftes; platformen styrer tempoet for gentagelsen.

Iteration

I1. Test, før du beholder en ændring. Afspil agentens udviklingssæt igen på det redigerede udkast, og sammenlign det med den nuværende version: hvilke eksempler en ændring løste, og hvilke den forringede. Læs svarene, som en opkalder ville høre dem. Alt, en opkalder ville bemærke, er et problem, ikke en detalje.

I2. Hold-out-sættet kontrolleres én gang. Juster kun på udviklingssættet. Kør testsættet, når en ændring er klar, og rapportér resultatet, som det er. En ændring, der foretages efter at have set testresultater, kræver nye testeksempler.

I3. Refaktorér, når rettelser hober sig op. En prompt, der har samlet mange små rettelser, glider væk fra P1: regler gentages, er i konflikt eller ligger langt fra det trin, de styrer. Skriv den derefter om til denne form, mens du bevarer al den adfærd, den efterspørger. Angiv hver adfærd som bevaret, sammenlagt, omformuleret eller fjernet, og fjern intet uden at angive det. Afspil udviklings- sættet igen før og efter; en refaktorering bør ændre formulering, ikke adfærd.

I4. Kontrollér konfigurationen før prompten. Nogle fejl skyldes ikke prompten: fejlhøring af bogstaver, der staves, er en begrænsning i hørelsen (prøv Plus-hørelse), og et langsomt svar kan skyldes intelligens- eller høreniveauet eller indstillingen for afslutning af tale. Udeluk konfigurationen, før du omskriver tekst.